Studentens frie bo

Det daglige liv på Elers'

“Han båged’ flittigt, men han soldede især. Og skal man tro på rygtet, var han også pigekær”

fra nr. 13 i cantica elersiani

Elers' glade døtre og sønner

Livet på Elers’ Kollegium er præget af alt det, der kendetegner livet som student. Her er rum til fordybelse og til fest, her er rum til studier og til afslapning.

Elers’ Kollegium er ikke bare et sted, man bor, men et sted, man er. Det vidner Lectoriet, kollegiets hjerte, om. Her samles Alåmnerne både til film, til madklubber, til hyggelige fortælleaftener, til spontane samtaler og til meget mere. 

Men dagligdagen er også præget af de mange traditioner, som gør Elers’ Kollegium til noget helt særligt. Nogle af årets højdepunkter er årets Croquetturnering, Gaasegildet, Ephormiddagen, Julephrokosten eller nogle af de store Phæster, som kollegiets festansvarlige, Dir.Soc., arrangerer for kollegiet og kollegiets venner. 

Alle Alåmnerne bidrager til kollegiets trivsel, og derfor arrangeres der også fælles have- og rengøringsdage i løbet af året. Her bærer embedsmændene et særligt ansvar.

“Blomstre vort kollegium til dets mure hælde, 

flid og gammen mange år skærmes af dets ælde, 

lad det vid, vi tog i arv, 

og som næred’ folkets marv, 

trives ved vort bæger!”

fra oversættelsen til floreat collegium nr. 9 i cantica elersiani

“Lad de gamle koner græde
over synd de ej begik.
Her er skønhed, vin og væde, 
hvorfor slås så med logik?
Hæv dit glas, elersianer, 
drik din lyse piges skål. 
Lykken selv den kække raner
– alle kønne pigers skål!”

fra nr. 42 i cantica elersiani

Embeder

Inspector Collegii (IC)
IC er kollegiets øverste embede og varetages traditionelt af to Alåmner. IC er kollegiets repræsentant over for Ephoren. IC har det overordnede ansvar for kollegiets daglige drift og leder Coll.-møderne. 

Inspector Tulliani (IT) 
IT er kollegiets praktiske gris og tager sig af de store fællesarealer, portråmmet samt udskiftning af elpærer. 

Custos Culinarum (CC) 
CC har ansvaret for kollegiets kulinariske liv. Derfor står CC for driften af køkkenerne ved at indkøbe krydderier, køkkenudstyr og deslige. Derudover er CC ansvarlig for madklubben samt vaskekælderen.

Director Societatis (Dir. Soc.)
Dir. Soc. har ansvaret for kollegiets sociale liv og står derfor for at arrangere en række fester i løbet af året. 

Inspector Lectorii (IL)
IL har ansvaret for kollegiets litterære liv og tager sig af kollegiets fællesrum, Lectoriet. IL er endvidere ansvarlige for at hejse flaget på Alåmnernes fødselsdage og på andre mærkedage.

Membrum
Membrum varetager salget af Øld, vand og slik fra Øldkælderen.

Inspector Horti (IH) 
IH sørger for at opretholde orden i Haugen ved at sætte havemøblement frem, når sommeren nærmer sig. Derudover arrangerer IH to årlige Haugedage. 

Director & Inspector Fundi (Dir. & Insp. Fund)
Fund’erne har ansvaret for at planlægge og at finde økonomiske midler til forskønnelse af kollegiet.